Mine indledende ord inden min digtoplæsning med Polyfonías Poetry Project på musikfestivalen “Lumière du Roman” i Conques, august 2010.

            Jeg vil i dag tale til jer på forskellige sprog, og derfor også om forskellige sprog. Jeg vil tale til jer med ord fra de forskellige kulturer som er blevet en del af mig, og det er mit håb, at jeg ved hjælp af de ord – samt musikken – vil være i stand til at nå frem til det element i jer, som gør, at vi alle har noget til fælles: de menneskelige følelser.

            Dyr, træer, blomster, sten og andre skabninger, som vi lader blikket falde på, hviler i sig selv. De har ikke behov for at stille sig spørgsmål om, hvad de er, hvorfor de er til, og hvad de er her for. Vi mennesker er derimod  tvunget til – ja, jeg vil næsten sige dømte til – at oversætte vores oplevelser og tanker til ord. Vi er lavet af ord. Afhængigt af hvordan vi bruger ordene, kan vi skabe venner eller fjender, krig eller fred. Det vidunderlige er, at vi kan opbygge et menneskeligt samfund ved hjælp af poesien – kærlighedens, forståelsens og barmhjertighedens sprog. Sproget uden grænser.

            Mark, Salvador og jeg har i de sidste fem år fremført Polyfonías i otte europæiske lande, og jeg er overbevist om, at mine digte er blevet forstået og påskønnet overalt. Ikke desto mindre er Conques uden tvivl det sted, hvor vi vil opnå den fuldeste harmoni og den rigeste resonans med vores omgivelser. Pilgrimsveje har altid trodset nationale og sproglige grænser. Det er naturligvis ikke korstogsånden, at jeg har i tankerne. Den stod snarere for det stik modsatte, hvilket jeg ved en del om efter at have boet i Spanien i over tredive år. Spanien hvis kongehuse i kristendommens navn “generobrede” den Iberiske Halvø og jagede arabere og jøder ud for over fem hundrede år siden. Nej, når jeg nævner pilgrimsveje, tænker jeg på den – bogstaveligt talt – grænseløse søgen  som det selvstændige individ må foretage for at finde sig selv og åbne sig overfor fremmede.

            Vi befinder os igen i et folkevandringernes Europa med en omsiggribende blanding af racer, etniske grupper og sprog. I Middelalderen var latin det internationale sprog blandt Europas lærde og Kirkens folk.  Den jævne befolkning, som i de fleste tilfælde hverken kunne læse eller skrive, talte lokale sprog – de såkaldte “vernakulære sprog” – i dag lidt nedsættende omtalt som patois i Frankrig, på trods af at fransk på det tidspunkt også var et vernakulært sprog. Disse sprog var mundtligt overleverede sprog og holdt sig ikke indenfor klart definerede geografiske grænser, i modsætning til hvad nationerne var forventet at gøre, men strejfede ofte vidt omkring sammen med pilgrimme, troubadourer, gøglere, og andre af vejens folk.  Det gik ikke hurtigt fremad, og undervejs igennem ukendte egne tilføjede middelaldrens digtere nye farver til deres sproglige paletter, efterhånden som de lærte nye ord og vendinger fra den lokale patois. På den måde skabte de hver især deres eget digteriske sprog fra de forskellige kulturer, som de havde lært at kende.    

            Ord er en kulturs spejlbillede. Det er i de fleste tilfælde muligt, imellem forskellige kulturers sprog, at finde ord som svarer mere eller mindre til hinanden . Ikke desto mindre risikerer man ofte kun at oversætte ordets “prosaiske”, eller praktiske, mening  – hvad ordet står for – men man får ikke den kulturelt relevante oplevelse med, som skabte ordet fra begyndelsen. Ord begynder som lyde: et spædbarn ved ikke hvad “moa” betyder, men det genkender helt klart varmen og følelsen af flydende velvære, som lyden inden længe fremkalder. Heldigvis er dette en oplevelse, som ikke er kulturelt specifik, selvom ordet “mor” ikke staves helt ligedan på forskellige sprog. Når en indisk mor hører et amerikansk barn skrige efter mælk, ved hun straks, hvad det betyder. Hun har ikke brug for en ordbog.

            Andre ord er derimod “indfødte”, dvs. deres “mening” er så stærkt afhængig af omstændigheder som kun findes indenfor et snævert, ofte klimatisk eller geografisk begrænset område, at deres “sjældenhed” må siges at gøre dem uoversættelige. De har typisk noget at gøre med planter, dyr, naturfænomener, lokale traditioner, trosspørgsmål og ritualer, og deres brug har ofte forbindelse med madlavning og fremstilling af musik. Sådanne “infødte” ord kan betinge overlevelse og blev hørt inden de blev stavet. Det kan ikke undre at de – ligesom folkemusik – modsætter  sig nedskrivning.

            Forsøger man at oversætte dem til sprog fra egne, hvor forholdene som skabte dem ikke eksisterer, og hvor de derfor ikke minder om noget, bliver resultatet i reglen en bogstavelig oversættelse, ikke en poetisk eller musikalsk – lydmæssigt relevant – oversættelse. De har ikke noget naturligt forhold til hvad de står for. De er abstrakte og appellerer i højere grad til intellektet end til sanserne.     

            Tag for f.eks. ordet huître som er det franske ord for østers. Denne primitive fødevare fra havet bliver på tysk oversat til Auster, men da Tyskland ikke har megen kystlinie, er jeg sikker på at dette ord ikke fremkalder den samme nostalgi hos en beboer i Bayern, som den gør hos en breton eller hos en person fra Saintonge, hvor de berømte Marennes østers kommer fra. For mennesker fra disse kystområder ud til Atlanterhavet er huître et sensuelt ord – blødt og saftigt og samtidig med havets ramme, salte smag – som let vækker minder.

            Vil man give en bayrer hjemve, vil ord som Fleischknödel (kødboller) eller Weisswurst sikkert have større succes. A propos hjemve er det tankevækkende, at tyskerne har et så stærkt og smukt ord som Heimatsweh, mens franskmændene må klare sig med en lidt klodset omskrivning som mal du pays, og spanierne har slet ikke noget ord for hjemve (bortset fra galicierne, som låner deres morriño til resten af Spanien)!

            Den franske kultur har skabt det vidunderlige ord rayonnement, som betyder udstråling af energi og derfor også benyttes, når der tales om åndelig karisma. Sankt Foys rayonnement er ikke mindsket meget i Europa og hinsides siden Middelalderen, og vi er flere som er blevet tiltrukket til den lille helgenindes landsby – og som har slået os ned her – takket være hendes udstråling. Et lynglimt i form af en drøm eller et mirakuløst sammenfald sendte os afsted mod Conques. “Jeg er mig selv og mine omstændigheder,” sagde den spanske filosof José Ortega y Gasset. Sankt Foy – Sainte Foy – har været en afgørende omstændighed i mit liv.

            Da jeg var sytten år gammel og var på kostskole i København, havde jeg en tilbagevendende drøm om om en kirke som stod i flammer på den anden side af bjergene mod syd. Jeg havde til opgave at rejse ned til kirken for at slukke ilden. Drømmen kom tilbage med et par ugers mellemrum og stod på i cirka et halvt år uden store variationer. Det var ofte sommer med fint vejr under min rejse, men ind imellem var det vinter, og jeg kom ud for stærk kulde og snestorme og var nær ved at miste livet. Men ud over vejret var historien altid den samme: En kirke stod i brand på den anden side af bjergene mod syd, og jeg var blevet pålagt at rejse ned og slukke ilden.

            En dag ti år senere, mens jeg var journalistpraktikant på Politiken, lå jeg i sengen med en grim influenza. Det var ikke meget jeg kunne rejse for min sølle praktikantløn, så jeg morede mig med at kigge på husannoncerne i International Herald Tribune, og forestillede mig at jeg blev vist rundt på elegante estates i Ægæerhavet eller på den franske riviera. Pludselig frøs mine øjne fast på navnet Conques. Et møbleret hus fra middelalderen var til salg i en historisk landsby…Frankrig…gammel have…frugttræer…brønd.

            Jeg plejede ikke at interessere mig for små annoncer, men som barn havde jeg rejst meget i Frankrig med mine forældre, og det krænkede min stolthed, at der kunne eksistere en historisk by i Frankrig, som jeg ikke havde hørt om (blame it on my youth – jeg havde faktisk stadig meget at lære!).

            Der var et telefonnummer i annoncen – Conques nummer 27, tror jeg det var.  Jeg hørte en ældre kvindes stemme i den anden ende af røret. Hun sagde at huset tilhørte hendes søn og gav mig hans telefonnummer i Paris. Inden jeg lagde på, bad jeg hende beskrive landskabet omkring Conques. Det undrede hende sikkert, at jeg ikke spurgte mere til huset, men jeg var ikke køber, og i begyndelsen var det først og fremmest Conques som interesserede mig.

            Min utålmodighed fik mig til at glemme alt om min influenza, og inden længe befandt  jeg mig i den franske boghandel på jagt efter en bog med et billede af Conques. Den ældre dame i telefonen havde forklaret mig, at byen befandt sig i den central-sydvestlige del af Frankrig, så jeg begyndte at bladre i de store bøger helliget Auvergne og Midi-Pyrenées. Det varede ikke længe inden jeg fandt, hvad jeg ledte efter: i en af bøgerne åbnede der sig et trefløjet billede taget ovenfra ned imod en fold i de skovklædte grønne bjerge hvor en streng, romansk kirke på størrelse med en mindre katedral rejser sig som en fåmælt hyrde imellem en klynge af stejle, grågyldne skifertagrygge.

            Det var som et déjà vu. Jeg kendte det sted, jeg havde været der før. Men hvornår? Jeg havde aldrig været i den egn af Frankrig med mine forældre og heller ikke alene; det var jeg overbevist om.

            Den eneste måde at løse gåden på var at tage derned. Jeg måtte derned! Jeg greb telefonen og ringede til min bedste ven for at høre om han kunne tage med.

– Hvor er Conques? spurgte han.

– To tusind kilometer herfra. I Sydvestfrankrig.

– Og hvad skal du der? Købe et hus?

– Selvfølgelig. Noget skal jeg jo investere min gæld i! Næ, jeg er bare nødt til at tage derned.

– Og hvornår skal vi afsted?

– Om to timer. Okay?

            Vi kørte det meste af natten og kom frem til Paris om eftermiddagen næste dag. Husets ejer – en elegant, yngre mand – tog imod os.

– Siden De er kommet kørende hele vejen fra København, er jeg ikke i tvivl om at De vil fortsætte til Conques under alle omstændigheder. Der er derfor ingen grund til, at jeg forklarer Dem nærmere om mit hus. Conques er bygget op ad en bjergside og er meget stejl. Faktisk er flere af gaderne snarere trappegyder. Den letteste måde at finde huset på er at spørge efter Monsieur Bousquet. Ham kender alle. Han har nøglen og kan vise Dem rundt.

            Det var søndag morgen, da vi så Sainte Foy kirken dukke op for enden af vejen som leder fra Dourdou floden op til byen. Følelsen af et  déjà vu, som jeg havde haft, da jeg så billedet af Conques i den franske boghandel i Conques, vendte tilbage.

– Jeg parkerer her, sagde jeg til min ven. Lad os gå lige op til huset. Jeg kan ikke vente med at se det!

 – Jamen skulle vi ikke først spørge efter Monsieur Bousquet? Hvordan skal vi ellers finde huset?

– Det er ikke noget problem. Jeg ved udmærket, hvor huset er! Vi kan spørge efter Monsieur Bousquet bagefter. Men jeg vil først se huset udefra.

            Vi vandrede i zigzag op ad flere af gaderne, som snarere var trappegyder, og med ét stod vi lige foran et hus med en falmet “Til salg” skilt klistret på døren. Min ven stirrede på mig, som om han ikke kunne tro sine egne øjne og havde brug for mig til at overbevise ham om, at det ikke var nogen drøm.

– Jeg er godt klar over, at du vil tro at har knald i låget, sagde jeg, men jeg kender huset. Jeg kan give dig en beskrivelse af det fra kælder til kvist!  Hvilket jeg gjorde, og bagefter gik vi ned og fik fat i Monsieur Bousquet. Vi lærte ikke meget nyt under hans rundvisning, fordi det viste sig, at min beskrivelse havde være temmelig nøjagtig.

            Jeg spurgte Monsieur Bousquet om han havde noget imod at vi tilbragte en nat i huset. Det mente han ikke, at der kunne være noget i vejen for. Vi havde jo allerede snakket med ejeren i Paris.

            Den nat rullede jeg mig sammen på en chaiselongue i det store værelse ovenpå. En mærkelig følelse af endelig at være kommet hjem kom over mig, og den nat drømte jeg igen drømmen om den brændende kirke, som havde hjemsøgt mig ti år tidligere.

            Da jeg kom tilbage til Danmark vidste jeg, at jeg var nødt til at bo i huset i Conques, og selv om jeg ikke havde en øre, begyndte jeg at forhandle med ejeren i håb om, at noget ville ske, som ville få min drøm til at gå i opfyldelse.

            Sainte Foy betyder “Sankt Tro” (på spansk Santa Fe), og den lille helgeninde som led martydøden i 303, da hun kun var tretten år gammel, skulle, efter navnet på hendes mirakler at dømme –  de blev kaldt les jeux et badinages de Sainte Foy – have været en pige fuld af spillopper. Det vil jeg gerne tro, for tre år efter mit besøg i Conques skete der et lille mirakel i mit liv, som gjorde det muligt for mig at gøre en udbetaling på huset.

 

https://soundcloud.com/peter-wessel-1/conques-la-qu-te

(Digtet “Conques – la quête” fra Delta, min nye mangesprogede digtsamling, kunstbog + cd med Polyfonías Poetry Projekt, Ediciones de la Torre, Madrid, maj 2014. Kan købes hos ARK books, Møllegade 10, Nørrebro, København.)