Af Kathrine Carlsen

 

I det madrilenske kvarter Lavapiés er det ikke unormalt at se prislister for pakistansk halalkød hænge ved siden af spansksprogede annoncer for franske litteraturoplæsninger og demonstrationer for statsløse palæstinensere.

I de smalle brostensbelagte gader, hvor mere end 70 nationaliteter lever side om side, råber bolivianske kvinder efter deres sønner på aymara, og marokkanere fortæller arabiske vittigheder.

Det er ikke tilfældigt, at det er her, at den 59-årige danske digter Peter Wessel bor og skriver sine digte ’Polyfonías’, som de seneste år har opnået stor anerkendelse i Spanien. For også i Peter Wessels digte blander sprogene sig:

Dentro de mí
viven cuatro personas, each
with their own voice,
su propia
lengua,
sa propre langue.
Hver med sit eget sprog
og sin egen stemme.

Prisvindende polyfoni
Sådan lyder de første linjer i det prisvindende digt ’Un idioma sin fronteras’ (’Et sprog uden grænser’), hvor Peter Wessel hæmningsløst blander dansk, engelsk, fransk og spansk.

De fire sprog, som digteren har talt, skrevet, spillet banjo og lyttet til og levet livet igennem.

’Polyfonías’ blev udgivet i 2007 – i bog-cd-form. Digtene er nemlig tilsat elektronisk laptop-musik fra danskargentinske Mark Solborg og toner fra den spanske klarinettist Salvador Vidal.

Siden har han præsenteret samlingen under koncertoplæsninger på prestigefulde kulturinstitutioner og digtercafeer overalt i Spanien og i flere europæiske hovedstæder.

Spaniens to største landsdækkende aviser, El País og ABC, har bragt helsidesinterview med digteren, ligesom ABC har offentliggjort flere af Peter Wessels ’Polyfonías’ på avisens digtside.

Skriver ikke for eliten
I selskab med de to musikere kronede han i aftes to års europaturné på Spaniens mest hæderkronede teater, det 300 år gamle Teatro Español i Madrid.

»Jeg skriver ikke elitedigtning til folk, der har studeret lingvistik og filologi på universiteterne«, siger Peter Wessel på en telefon fra Madrid.

Han skriver til det stigende antal af flersprogede europæere og indvandrere, der af nød, nysgerrighed, arbejdskontrakter eller eventyrlyst krydser grænser og slår sig ned i fremmede kulturer.

»Jeg er selv indvandrer. Igennem digtningen skaber jeg min personlige sammenhæng ved at strikke de fire sprog, som jeg har levet på, sammen«.

Flyttede til udlandet som 17-årig
’Polyfonías’ er resultatet af og livslang interesse for sprog og fremmede kulturer, der drev Peter Wessel uden for de danske grænser allerede som 17-årig.

Før han i 1993 flyttede til det multietniske Lavapiés, har han gennemlevet ungdomsoprøret i Californien, boet i franske og spanske bjerglandsbyer, i Paris og på Mallorca.

Sprogene er blevet en del af ham under de mangeårige ophold i de fire forskellige lande, hvor han har levet som alt fra kulpapirssælger, tekstforfatter, Politikenjournalist, sproglærer og som oversætter af undertekster på Carl Th. Dreyer-film.

Men de fire sprog har ikke altid levet i harmonisk sameksistens. I flere år følte han, at han var nødt til at vælge et af sprogene for at kunne realisere sig som digter. Men med årene har han erkendt, at han ville fornægte sig selv ved at ekskludere et af sprogene.

Følelser knytter sig til sproget
Når han digter om sin datter, der er født og bor i Paris, ville det eksempelvis være unaturligt for ham at bruge andre end franske ord:

»De følelser og mennesker, som jeg digter om, er uløseligt knyttet til de sprog, som jeg har oplevet dem på, og som jeg taler til dem på«, siger Peter Wessel.

»Og hvis jeg skulle digte om mad, ville jeg for eksempel aldrig kunne gøre det på engelsk. Jeg har lært at lave mad i Frankrig. Derfor ville det automatisk være de franske ord, der dukkede op«.

»I should have stopped making sense, a long time ago, trying to squeeze my self, into a linguistically clean corset, mirándome uno tras otro en los espejos del danés, inglés, francés y espagnol …«, lyder det således senere i digtet ‘Un idioma sin fronteras’.

Hvert sprog sin forståelse
De færreste behersker alle fire sprog, og mange har måske kun kendskab til et af dem. Alligevel afskærer de ikke folk fra at nyde og forstå dem.

Overalt i Europa møder han mennesker med vidt forskellige sproglige baggrunde, der forstår digtene på hver sin egen måde, forklarer han.

»Jeg forstår kun spansk og quechua (indiansk sprog, red.). Men jeg forstod dit digt alligevel«, sagde en peruansk kvinde til Peter Wessel efter at have hørt ham læse stroferne fra digtet ’a.m’, som han har fundet inspiration til under sine daglige gåture igennem Lavapiés’ gader:

»… saca la polla between two recycling containers. Paper, glass, et voilà du liquide, pis, orina, ojalá que fuera du pipi, que huele menos, men det skider han på: Who cares? Quand on est soûl on s’en fou«.

Sammenhæng i en fragmenteret verden
Når Peter Wessel med dyb og dansk indføling udtaler gry og grøde i digtet ’Madrigal’, er det kun dansktalende, der kan sanse morgensolen over danske marker og måske komme i tanke om Thøger Larsens digte fra 1900-tallet.

Spanierne og franskmændene oplever derimod de ø’er og å’er, som digtene er fyldt med, som underlige lyde, der kaster en provokerende og musikalsk mystik over digtene.

De fire sprog kan skelnes fra hinanden, men vil miste deres kraft, mystik og mening, hvis de oversættes eller skilles ad, mener han.

»Mine digte handler ikke om at holde folk ude, de handler om at lukke folk ind. De handler om at skabe sammenhæng i en moderne og meget fragmenteret verden«.

»På hver sin måde er det enkelte sprog knyttet til de omgivelser, handlinger, personer og kulturelle fænomener, som ville miste dybde og følelser ved at blive oversat til et sprog, som de ikke i første omgang var blevet oplevet på«, siger Peter Wessel.

 

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/article1024670.ece