Forord

FORFATTERENS INDLEDNING

Det var i 2003, at jeg helt spontant skrev min første polyfonía “Un idioma sin fronteras”. Jeg var blevet inviteret til at læse nogle af mine digte op på Spansk Udenrigsradio, og flatteret og uden at tænke mig om, havde jeg straks sagt ja. Efter at have lagt på gik det op for mig, at de sikkert troede, at jeg havde nogle digte skrevet på spansk – eller i spansk oversættelse – som jeg kunne læse op. Ideen med den spanske udenrigsradio er nemlig at bevare og udbrede kendskabet til spansk i udlandet.

Jeg satte mig derfor straks til at forfatte et digt på spansk, men inden jeg blev færdig med det første vers, havde jeg allerede taget ord i brug som stammede fra hver af de fire kulturer – den danske, den franske, den amerikanske og den spanske – som min nomadetilværelse har farvet mit sind med.

Dentro de mí
viven cuatro personas, each
with their own voice,
su propia
lengua,
sa propre langue.
Hver med sit eget sprog
og sin egen stemme.

Min beslutning om at opkalde mit digt efter det radioprogram, som havde inviteret mig, skulle snart vise sig at være et inspireret valg, selv om jeg på sin vis vendte om på navnets betydning: Medens Spansk Udenrigsradio kaldte spansk et sprog uden grænser, fordi det blandt andet bruges i det meste af Sydamerika, henviste jeg til det digteriske sprog uden grænser: et sprog der kommunikerer ad andre kanaler end ræsonneringens, og som næres af de sprog som digteren er et produkt af. Fraværet af sproglige grænser, eller rettere, kommunikation ved hjælp af hvad man kunne kalde “flydende verbale grænser” – flertydighed – er blevet det bærende princip ved udviklingen af konceptet i mit projekt.

Min interesse for mundtlig digtning samt et kald som musiker fik mig inden længe til at se mig om efter improviserende musikere, som ville være i stand til at tilføje en femte, musikalsk, streng til mine polyfonías. Ved udgangen af 2004 kontaktede jeg Mark Solborg – guitarist og komponist og en af Danmarks mest originale og følsomme musikere indenfor rytmisk improviseret musik – for at invitere ham til at medvirke i mit ”polyfoniske” digtprojekt, og det følgende efterår tilbragte vi en måned sammen på kunstnerresidensen Valparaiso i Andalusien, hvor vi indspillede de første ni Polyfonías.

Efter opholdet i Mojácar tog Mark tilbage til København og i de næste tre år reciterede jeg i duo med den valencianske klarinettist Salvador Vidal. Da cd-bogen Polyfonías udkom i 2007, inviterede Mark og jeg Salvador til at slutte sig til os ved præsentationskoncerten i Madrid. Polyfonías Poetry Project var kommet til verden.

Polyfonierne opstår i Conques, en fransk middelalderby på Jacobsvejen

Siden vi bor i hvert vores hjørne af Europa – Mark i København og Salvador og jeg i Madrid – har vi følt os nødsaget til at finde et midtpunkt, hvor vi kan øve og udveksle ideer. Det ville være svært at finde et mere ideelt sted for et interkulturelt og tværsprogligt projekt end middelalderlandsbyen Conques med dens betagende samling af romansk kunst; et af de vigtigste stoppesteder på pilgrimsvejen igennem Europa til Santiago de Compostela i Spaniens yderste nordvestlige hjørne. Den lille klynge huse omkring den majestætiske Sainte Foy klosterkirke trådte for femogtredive år siden ud af et drøm, som jeg havde haft, da jeg var teenager. Der henter jeg inspiration, der skrev jeg In Place of Absence – min anden digtsamling – og der begyndte det, som senere skulle blive til polyfonías at gære.

På trods af at Conques befinder sig syd for Lot floden og administrativt falder ind under den pyrenæiske middelhavsregion, bærer byens personlighed præg af at tilhøre det vulkanske Auvergne centralmassiv på den anden side af floden. Stejl skifer i bjergsider og husrygge, kastanjer, travle, krystalklare elve og okkerfarvede floder afspejler sig i den lokale madlavning, arkitektur og mentalitet. Det har altid slået mig, hvordan overlevelsesmulighederne i denne snævre, abrupte dal med dens frodige og samtidig frugale og ubarmhjertige vildnis afhænger af beboernes evne til at udvikle en lige så hård og stædig karakter som egnens livsbetingelser.

Det er denne betragtning som har inspireret mit digt til Conques: Der skal en stærk vilje og tro til for at bo her, ansigt til ansigt med den rå klippe og i stadig kamp mod krat og slyngplanter og vel vidende, at kampen er tabt på forhånd. En sten er alt, hvad vi efterlader. En sten på hvis overflade vi med lidt held har kunnet ridse et minde om den periode hvor den gav os ly under vores rejse mod endestationen. Jeg har forsøgt at give digtene i DELTA noget af min landsbys enkle, strenge og formålstjenlige arkitektur, og det er mit håb, at der fra bunden af dem kan høres den blanding af stemmer og sprog som der igennem tiderne har lydt i Conques gader.

I forbindelse med Conques årlige musikfestival lykkedes det i 2010 vores trio at samle hele byens befolkning til en oplæsningskoncert under det enorme lindetræ på Place Chirac, den lille triangulære plads med udsigt over kirken. Siden da har Peter Wessel Polyfonías Poetry Project haft hjemme i Conques som et nutidigt kunstnerisk bidrag til landsbyen, hvor den lille helgeninde – martyren og majestæten Sankt Foy – stadig gør underværker.

Hvorfor “Delta”?

Der er flere grunde. 1: Det græske bogstav delta er en triangel og Polyfonías Poetry Project præsenterer sig med denne bog-cd i trioformat. 2: Δ er det fjerde bogstav i det græske alfabet, og mit poetiske univers er næret af ord og vendinger fra fire kulturer. 3: På hebraisk betyder det fjerde bogstav Daleth (ד) “dør”, og man går ikke uforandret gennem Conques. Forhåbentlig vil Delta – ligesom Conques – åbne nye døre i dig. 4: “D” er det første bogstav i Danmark, hvor jeg er født. 5: Floddeltaet er et gentagent tema i mine digte. 6: For at understrege at mine polyfonías-digte ikke er en blanding af sprog, men blot et nutidigt, kulturelt sammensat digtidiom – en slags sproglig collage eller mosaik – har jeg valgt en titel, som sprogligt (omend ikke nødvendigvis på alle semantiske områder) er ens på dansk, engelsk, fransk og spansk. 7: “Verdens Oprindelse” – skabelsens matrix – (jeg har Courbets l’Origine du Monde i tankerne) er også indskrevet i en trekant.

En sjælden udgiver og en kunstner med et åbent blik og sans for dialog

Forlæggere som elsker bøger er en uddøende race. Det var derfor, at jeg tænkte, at Sankt Foy sikkert igen havde en finger med i spillet, da José María Gutiérrez de la Torre, direktør for det spanske forlag Ediciones de la Torre, viste interesse for mit projekt. Denne garvede forlægger har en speciel svaghed for poesi, og mener, at det er et sprog, som børn skal lære i en tidig alder for at holde deres fantasi og forestillingsevne i live. Hans lille selvstændige forlag har da også i sit katalog en speciel serie tilegnet digtsamlinger for unge læsere.

Det var netop José María de la Torre som præsenterede mig for den enestående spanske kunstnerinde Dinah Salama. Jeg var ikke på jagt efter illustrationer til mine digte; hvad jeg håbede at finde, var en kunstner hvis poetik harmonerede med min egen, og med hvem jeg kunne indgå i en kreativ dialog. Dinah og jeg havde krydset mange grænser før vi mødtes, og når vi taler sammen forstår vi hinanden. Det er denne konvergens mellem talte sprog, som genspejler sig i vores kunstneriske samspil. Det er her, at opdagelserne sker.

En firstemmig indledning i fire farver

Siden min digtning er vævet sammen af fire sprog og deres kulturer, og fordi mit forhold til hvert af sprogene hænger sammen med forskellige perioder og interessesfærer i mit liv, syntes jeg, at det ville være mere konsekvent at lade fire forskellige tunger præsentere Delta i stedet for at oversætte en stemme – et forord – til fire forskellige sprog.

Selv om man skal være forsigtig med ikke at sætte ting for meget i bås, er det nok rigtigt, at mit danske modersmål er mere elementært, i bedre kontakt med de første sansninger – kommunikerer de primitive følelser i en renere form end mine andre sprog. Jeg voksede op på landet, og min danske sindstilstand lader mig se tingene på en meget konkret, meget jordnær måde. Bogstaveligt talt. Visse danske enstavelsesord fungerer som primærfarver på min lingvistiske palette. Pudsigt nok indeholder de danske ord for primærfarverne grøn, blå og rød alle en af de to vokaler i vores alfabet – ø og å – som ud over at være bogstaver også er ord.

I Delta er det danske forord skrevet med grønt, fordi det var farven på min barndoms skove og marker. Desuden var jeg stadig grøn og umoden, da jeg forlod Danmark. I mine polyfonier er dansk og fransk begge sprog, som kommer fra maven – viscerale sprog – og derfor lige spontane: det første lærte jeg i rollen som søn, det andet som far, men registrene er ikke de samme.

Min datter Tania blev født, da jeg var en ung digter og levede som en boheme i Paris. Efter en kort vår som min første forelskelses sprog blev fransk sproget, som jeg ville slå over i, når stærke politiske følelser vældede op i mig – når spørgsmål som ansvar og retfærdighed kom på tale. Det er mit rebelske jegs sprog, men også min stemme som far: alle de følelser, værdier og etiske principper, som jeg har forsøgt at videregive – først til min datter og senere, i bedstefaderens mere eftergivende version, til hendes datter Salomé – har jeg udtrykt på fransk. Min brug af fransk vil vil formentlig altid have sit udspring i faderlige følelser.

Engelsk og spansk er derimod sprog, som jeg har studeret metodisk: da jeg har undervist på dem, har jeg været nødt til at sætte mig ind i, hvordan de er “skruet sammen”, og jeg er konstant – på et eller andet niveau – bevidst om deres grammatik. De er mit værktøj, når jeg giver form og struktur til et digt, endda i de tilfælde, hvor det pågældende digt er bygget over et musikalsk fragment, hvilket ofte er tilfældet. Engelsk var det sprog, som mine forældre talte, når vi børn ikke skulle forstå, hvad der blev talt om, og siden da er engelsk blevet det sprog, jeg anvender for at trænge ind i skabelsens hemmeligheder.

Jeg var en teenage digter, hvis eneste drøm var at blive jazzmusiker og derfor – fordi jazzen var Amerikas musikalske sprog – skrev jeg mine første to digtsamlinger på engelsk. Mange år senere, efter at jeg havde bosat mig i Spanien, blev den amerikanske kulturs syntaks leitmotivet i mit virke som digter og underviser. Siden 1983, da jeg forelskede mig i Margarita og den kultur, som har skabt hende, har jeg tegnet mit hus med en blanding af Spaniens lys og nætter og jazzens nostalgiske, indigoblå og uafladeligt fornyede melodier. Sort og blåt. Goya og Ellington.

Jeg har derfor valgt en dansk stemme, en engelsk stemme og en spansk stemme til at tale om mine digte, henholdsvis ud fra den kulturelle arvings synspunkt, ud fra sprogforskerens synspunkt (i dette tilfælde med vægt på sprog som identitetsskaber) og endelig ud fra troubadourens synspunkt, dvs til at tale om det musikalske elements meningsbærende og samtidig trancefremkaldende rolle i min polyfoniske digtning.

Den danske stemme tilhører et medlem af min egen stamme. Vi er rundet af den samme jord, deler barndoms og ungdomsminder og har begge været udenlandsdanskere det meste af vores liv, men hun har bibeholdt langt stærkere bånd til Danmark, dansk tænkning og danske traditioner end jeg, ikke mindst gennem hendes virke som tolk og som sanger i danske kor. Den engelske stemme tilhører en distingveret filolog, specialist i litterær flersprogethed, den spanske en digter som har arbejdet meget med fri improvisation og lydoptagelser i naturlige omgivelser; en rejsefælle med hvem jeg har udforsket nye territorier for dialogen imellem musik og poesi.

Naturligvis kunne ingen anden end ophavsmanden til projektet påtage sig at fortolke faderens stemme i kvartetten af indledere. I betragtning af min teksts rolle som introduktion – dvs. som strukturerende element – ville det, som tidligere antydet, uden tvivl have været lettere for mig at forfatte den på engelsk eller spansk. Men da fransk er det sprog, jeg bruger i rollen som far, har jeg skrevet den i blodets (og oprørets) farve.

Peter Wessel
Madrid, marts 2014


Oversættelse af det engelske forord

Flersprogethed og personlig identitet

Peter Wessels flersprogede digtning – eller, med hans egen betegnelse, hans polyfonías project – er et glimrende eksempel på en moderne nomadisk og kosmopolitisk digters kunstneriske udtryksmåde.

Som en konsekvens af tidens interkulturelle strømninger og den stigende immigration er flersprogethed blevet en fast bestanddel af det poetiske sprog. Det er en på samme tid naturlig og kunstnerisk kommunikationsmåde; ikke længere en undtagelse, men tværtimod et stadig mere omsiggribende fænomen.

Engelsk kan bruges som globalt sprog for praktisk kommunikation, men dialogen imellem modersmålet og den andens sprog er afgørende for dannelsen af en en personlig og kulturel identitet med dens egen udtryksform. En sådan dialog kan foregå på flere forskellige måder: som direkte eller indirekte dialog, ved hjælp af oversættelse eller hentydning, ved at bruge forskellige sprog i forskellige tekster eller ved at blande forskellige sprog i den samme tekst. Peter Wessel har til sine polyfonías valgt denne sidste type litterær flersprogethed, hvor den interlingvistiske og transnationale dialog er mest autentisk; først i samlingen Polyfonías, som udkom i CD-bogformat i 2008 og nu i udvidet form i Delta.

Som et resultat af hans livslange, intensive passage gennem forskellige kulturelle landskaber og perioder har Peter Wessel udviklet sig til en flersproget digter der føler sig lige meget hjemme i dansk, engelsk, fransk og spansk: fire sprog som endelig flyder sammen til et unikt sprog – poesiens. Dansk er hans modersmål, engelsk det sprog, han forbinder med sine studier, medens fransk og spansk i højere grad har relation til hans familiemedlemmer og deres respektive kulturer. Tre af disse sprog er europæiske verdenssprog, hvorimod dansk – på trods af sin originalitet og officielle status i Danmark – må anses for et europæisk marginalsprog. Med en sådan kombination, må Peter Wessel siges at være en ideel europæisk borger, ja praktisk taget en fuldgyldig verdensborger med et eventuelt ikke-europæisk sprog ventende forude. Musikken, has femte sprog, kan måske være en bro henimod et sådant ikke-europæisk sprog, idet den allerede fungerer som en bro mellem hans fire europæiske sprog.

Dialogen imellem sprogene følger i Peter Wessels polyfonías på den ene side en bio-poetisk model nært knyttet til hans curriculum vitae, på den anden et dominerende auto-poetisk mønster der søger at skabe et nyt, pluralistisk sprog. Dette pluralistiske sprog analyserer konstant sig selv, hvilket tydeligt kan læses ud af titler som “Un idioma sin fronteras” (et sprog uden grænser) – programdigtet fra Polyfonías – og “Verb” og “Å, the Word” fra Delta. Flauberts le mot juste, som digteren citerer i “Un idioma sin fronteras”, tager en plurilingvistisk vending. Fra dette øjeblik tilbyder le mot juste mere, men er samtidigt blevet mere krævende.

En vigtig del af den interlingvistiske dialog er dens mediering via musik, oplæsning og illustration. Wessel har, I samarbejde med andre kunstnere som musikerne Mark Solborg og Salvador Vidal og den grafiske kunstner Dinah Salama, skabt en kollektiv, mangesidet og interdisciplinær kunstform som fornyer den lyriske digtnings urgamle tradition.

Det krævede ikke stor fantasi at forestille sig, at træmotiverne i CD-bogen Polyfonías’ trykte materiale (såvel det firfløjede cd-cover som teksthæftet) hentydede til de mangesprogede digtes forskellige tungemål. Dette nye lingvistiske familietræs nomadiske gren- og rodnet har i Delta, takket være Dinah Salamas visuelle alkemi, forvandlet sig til en magisk, drømmeagtig serie tableaux med den samme ambivalens og præcision som Wessels sproglige metamorfoser.

Der er faktisk en vis logik i at digteren til sin fornyede søgen har fundet sammen med en kunstner der, ligesom han selv, er jødisk sefardisk, og om hvem den spanske filolog og filosof Agustín García Calvo sagde, at hun dekonstruerede fotografiet “i sin søgen efter det levende minde om hvad Virkeligheden skjuler.”

Ikke desto mindre er den dominerende inspiration i Delta verbal, mundtlig og instrumental. Digtet “Offering” er det klareste udtryk for denne flygtige, spontane, interlingvistiske dialog og proces. Selve polyglossia princippet i Delta (ligesom det var tilfældet i Polyfonías) bygger på fraværet af et grundlæggende nationalt sprog. De formelle (ikke de tematiske) modsætninger mellem modersmål og fremmedsprog, mellem norm og fravigelse fra norm, mellem kildesprog og målsprog er sat til side, og det gælder også for de tilsvarende typografiske kontraster som f.eks. brug af skråskrift eller opret skrift. Digtsamlingens iboende natur er at være polyglot (flersproget), ikke blot som bonus eller undtagelsesvis, men som noget væsentligt og afgørende.

Den indre nødvendighed af polyglossia ses klart, når man tager i betragtning, at det er umuligt at oversætte flersprogede digte. Man kan selvfølgelig forestille sig en fiktiv oversættelse af et givet mangesproget digt til fire andre sprog, men en sådan fiktiv oversættelse ville totalt ændre den sproglige struktur og mening i originaldigtet. En flersproget oversættelse kan kun opfattes som en variant af det oprindelige digt, en slags tema con variazioni.

Det væsentligste stilistiske virkemiddel i Peter Wessels digte er, hvad man kan kalde meningsglissandi – (meningsforskydninger i en, måske lidt utilstrækkelig, oversættelse til dansk – P.W.) – i de flersprogede sekvenser. Virkningen opnås ved en velovervejet afveksling imellem oversatte og ikke-oversatte passager. I første omgang kan de hyppige intertekstuelle oversættelser virke som rent pragmatiske, didaktiske, ja endda pedantiske foranstaltninger. Deres rolle er imidlertid først og fremmest poetisk, selv om de naturligvis også kan have en sekundær pragmatisk funktion. Brugen af disse meningsglissandi i strømmen af oversættelser giver Delta en yderst original stil.

De intratekstuelle oversættelser genererer en slags kontrastiv og kreativ lingvistik, da de i højere grad afslører forskellene end demonstrerer lighederne i oversættelsesprocessen: forskelle i klang, rytme, grammatik og mening, som tilføjer enten en komplementær eller en antifrastisk mening til de monolingvistiske strukturer. Desuden giver de oplevelsen af en musikalsk modulation. Udover forskellene indenfor de interlingvistiske sammenstillinger, foregår der en konstant ændring i antallet og fordelingen af oversættelses-elementer og idiomer, i rollerne som idiomerne indtager: hvorvidt de oversætter eller er blevet oversat. Den samme ambivalens karakteriserer de ikke-oversatte ord. Vi er, som Borges ville sige, udsat for en endeløs “leg med bevægelige spejle“.

Interessant nok afslutter digteren et cirkulært digt som begynder med titlen “Å, the Word” med navnet på Kaj Munks skuespil “Ordet”. Det danske bogstav og ord Å repræsenterer en ny version af Genesis med dets tvetydige Aleph og dets forklarende, indsigtsgivende kumi ori, “la palabra creadora / la luz, / le mot universel. Ordet”.

De forbavsende danske sekvenser i Peter Wessels “polyfoniske digte” er en af deres skjulte charmer. De stimulerer læseren til vide mere om dette nordiske tungemål i en kvartet af stemmer, i hvilken det spiller en vigtig rolle.

Alfons Knauth

Alfons Knauth er professor emeritus i romansk filologi ved Ruhr Universitetet i Bochum. Han var president for ICLAs (International Comparative Literature Association) forskningskomite ”Mapping Multilingualism in World Literature” (2007-2013). Blandt Professor Knauths omfattende række af bøger og artikler om europæisk og sydamerikansk litteratur, creative writing og litterær flersprogethed kan nævnes: Literaturlabor (La Muse au Point, 1986), medredaktør af 3-binds leksikonnet Comparative Literatura (UNESCO-EOLLSS 2010), redaktør af Translation & Multilingual Literature (2011) og medredaktør af Imaginaire et idéologie du plurilinguisme littéraire et numérique (2014), Migrancy and Multilingualism og Transcontinental Multilingualism (de to sidste under udgivelse). I 1981 grundlagde han det litterære tidsskrift Dichtungsring (Bonn). Flere af de foreløbig 44 numre har været særnumre om Poethik polyglott, dvs. estetik og etik i polyglossia..

Oversættelse: P.W.

Poesiens Hjertesprog

”Modersmaal er vort Hjertesprog, kun løs er al fremmed Tale”. Når man, som jeg, har fået Grundtvig med i bagagen hjemmefra, vil man i første omgang uundgåeligt føle sig en smule provokeret af Peter Wessels digte, som er sat sammen af danske, franske, engelske og spanske ord og sætninger, tilsyneladende på kryds og tværs mellem hinanden. Men man er nødt til at forstå, at poesien i disse digte lever af en dyb indføling i alle fire sprog og den skærende bevidsthed om, at al oversættelse er fattig. Ethvert sprog har sin historie, sine konnotationer og sin rytme.

Peter Wessel har i sin digtning truffet det bevidste valg at spille på alle sine fire sproglige klaviaturer på en gang. Et hudløst ærligt valg. Når man hører Peter Wessel læse sine digte op, fornemmer man de fire sprog som en firstemmig komposition. Og når et bestemt begreb somme tider bliver gentaget efter hinanden på flere forskellige sprog, så mærker man, at hvert sprog føjer en ny tone til harmonien. Denne polyfoni af de fire sprog har fået tilføjet yderligere to dimensioner med musik af den danske komponist og musiker Mark Solborg og den spanske klarinettist Salvador Vidal og med de følsomme, transparente og mangetydige billeder af den spanske billedkunstner Dinah Salama. Både musik og billeder akkompagnerer digtene og digter videre på dem – i sandhed et ”Gesamtkunstwerk” for nu at bruge et tysk ord, som heller ikke for alvor kan oversættes til noget andet sprog.

Ligesom i et floddelta er der meget, der flyder sammen i digtsamlingen DELTA, ikke bare sprogene, musikken og billederne, men også erindringer, det nære øjeblik og visioner om det evige eller uendelige. Hvis man har beskæftiget sig lidt med Peter Wessel og hans digtning, så er man klar over, at den middelalderlige pilgrimsby Conques i Sydfrankrig har en mytisk betydning for ham. Et af digtene ”Lieu de naissance” handler om netop det. Byen, klostret og den smukke romanske kirke har i århundreder til stadighed været befolket af pilgrimme på vej mod Santiago de Compostela. I digtet “Conques, la quête” beskriver Peter Wessel kontrasten og samspillet mellem ”de søgende sjæle med hus på ryggen”, som bevæger sig rundt mellem de gamle, urokkelige mure, hvor alle kommer og alle går og alt bliver ved med at være det samme. I det digt får det flersprogede en speciel betydning, fordi det genspejler pilgrimmenes mange tungemål gennem alle tider.

Vi danskere har nok en fordel frem for langt de fleste recipienter af Peter Wessels digte: Vi mærker det lille stød, som det giver i hjertekulen, når lyden af de danske ord og begreber klinger mellem de andre sprog. Ganske dagligdags og fortrolige danske ord bliver pludselig til noget sårbart og dyrebart. Meget gribende er det for eksempel i digtet ”Bedstefar”, digtet til det elskede barnebarn, hvis eneste danske ord netop er ”Bedstefar”. I kærlighedsdigtet ”Margarita” slutter første vers med de danske ord ”perle, blomst og du”. I disse tre ord ligger navnets betydning og samtidig hele digtets mening gemt. De tre ord bliver for danskere specielt betydningsbærende, netop fordi de står alene mellem de andre sprog.

Er dansk så trods alt hjertesproget for Peter Wessel? Ja, det er det, men det er fransk, engelsk og spansk også. Peter Wessel lader hjertet tale i sin digtning, og det kan jo kun være helt i Grundtvigs ånd.

Birgitte Hørdum

Se også: http://vkm.is/deltaDA

Birgitte Hørdum er født og opvokset i Danmark og har hele sit liv beskæftiget sig intensivt med sprog og musik. Mens hun læste dansk og tysk på Københavns Universitet fik hun kontakt til radioverdenen via Danmarks Radios Pigekor, og i 1979 blev hun ansat som redaktør på den danske redaktion hos den internationale tyske radiostation Deutschlandfunk, senere Deutsche Welle. Senere blev hun leder af det lille team, som kaldte sig ”Den danske stemme fra Köln”.

Birgitte Hørdum bor i Köln sammen med sin mand, billedkunstneren Hingstmartin. Der deler hun sin tilværelse mellem sit arbejde som freelance sprogkonsulent, speaker, konferencetolk og oversætter og sine koncerter med forskellige kor.


Oversættelse af det spanske forord

Delta. Musiker-digterens metier

Peter Wessels digterkunst er kendetegnet ved en minimalistisk og sober stil og et særligt talent for at recitere sine digte i dialog med fremragende musikere med med hang til at udforske forskellige lydverdener, som Mark Solborg og Salvador Vidal. Hans suveræne kontrol over den poetisk-musikalske dialog – ligeså tilsyneladende enkel som vanskelig at opnå – gør Peter til en af nutidens mest interesante digtere.

Jeg husker stadig hvordan han engang bød os på en utrolig fordomsfri antidefinition af poesien: “Poesi er ikke en brugsanvisning til at åbne dåser,” proklamerede /erklærede / han. For at give et rids af hans arbejde vil jeg derfor starte med at sige, at hans digte udfolder sig på baggrund af temaer som afsked og hjemvenden, forvandlinger, sammentræf og hændelser der har brudt afgørende ind i hans liv. Disse gentagne mønstre over “tab”, nostalgi og fejringen af gensynet er digtenes stærkeste træk.
Peters åbenlyse preference for kollektive stemmer som “vi”, “os”, og “pueblo” (som på spansk betyder såvel “folk” som “landsby”, red.) i stedet for første person ental, har tydeligvis inspireret disse linier fra et af mine yndligsdigte “Poem in the Rain”:

the single drop
that tonight trickles down
through the valley
does not see the river’s speed

the river itself has no eye
for the singularity of drops

(Fra “Poem in the Rain”, Polyfonías 2008).

Da Peter har levet mellem mange kulturer og i mange lande og har akcepteret det ansvar, som kendskabet til hver ny horisont uvægerligt medfører; fordi han ved, at han ved at indtage et nyt mentalt og følelsesmæssigt landskab udsætter sig for sædekornene – ordene – som blæser i de på stedet herskende vinde, og at der fra de sædekorn vil vokse en skov af følelser som – når han endelig er tvunget til at fortsætte – vil dække de regioner som ikke længere er hans, og dog er tilstedeværende og bankende i de sprog han har lært – ikke i klasseværelset, men gennem hans liv på stedet ; fordi Peter er klar over at hans overleven afhang af hans følsomhed over for de stemmer, er det i hans digtnings natur ikke at skjule sin delikate følsomhed.

Det er lyden af disse sprog, deres musik i højere grad end deres indhold, som er den drivende kraft i hans digte, som gør det muligt for ham at være præcis uden at svigte sin lyriske stemme. Med hans flersprogetheds intelligens udforsker og udnytter han analogierne imellem lyd og mening og forskellighederne mellem sprog.

Peters poetiske diaspora er på sin vis en nutidig pendent til middelaldergøglernes nomadeliv og improviserede livsstil. Med den multidisciplinære indgangsvinkel han benytter til sine kreative løsninger, bliver han –hvorvidt han bryder sig om det eller ej – et eksempel på den moderne digter ved blot at hengive sig til, hvad der i virkeligheden er den ældste ting i verden: at fortælle historier – i dette tilfælde udviklet som en dialog mellem den menneskelige stemme og musikalske instrumenter; et frodigt kunstnerisk samarbejde med kontemporære improviserende musikere. I denne sammenhæng er det nyttigt at huske på, at Peter har et indgående kendskab til jazz, siden det er den musik han har studeret, spillet og været samler af, siden han som ung boede i Californien. Han har desuden promoveret jazzmusikken som festivalarrangør i flere år. Han underviser nu i amerikansk populærmusiks historie i et antropologisk perspektiv.

Denne særlige indstilling til lyd og multidisciplinaritet minder os om at musik er en fast bestanddel af poesien, og viceversa. Hver af disse sprog er afhængige af denne co-eksistens, som er mere end blot et spørgsmål om samarbejde eller ledsagelse : måske en slags fusion, en uhæmmet parringsleg som medfører en udvidelse og genfødsel af hvert af de pågældende sprog. Er det ikke sådan, at de bedste sange er kommet til verden?

Helt konkret med hensyn til mundtlig fremført digtning ved Peter nøjagtigt, hvordan han skal få den størst mulige effekt, ikke kun ud af meningen, men også ud af den musikalske energi i ordene i hvert af de sprog han mestrer. Vi behøver imidlertid ikke at overvære en oplæsningskoncert for at få udbytte af disse værdier. Allerede ved læsningen af digtene oplever vi, hvordan mønstrene af vokaler og konsonanter skaber et specielt visuelt partitur. Kun de heldigste læsere behersker vel alle de fire sprog som Peter henvender sig til os i. Ikke desto mindre vil selv den læser, der kun kender et, to eller tre af sprogene lade sig fascinere af de forskelligartede måder som lyde og indhold, konsonanter og vokaler er organiseret på, og som udgør geologierne i de forskellige lingvistiske landskaber.

Man kan nyde rejsen igennem Peters digte, som den der står og kigger ud af et togvindue uden at se efter noget specielt. På den måde får man lettere adgang til digterens brug af kollagens rige muligheder; måden hvorpå Peter bringer diverse elementer sammen hvis indbyrdes toner påvirker hinanden mens de tegner et helhedsbillede af en tid: vores egen, der blander alt og ryster alt sammen, såvel hvad angår stilarter som emneområder. Altsammen med sjæl, med levende, vital nostalgi, eller – hvis noget sådant kan siges – med nostalgi som ikke dyrker smerten. Noget krakeleret, som fortsat slår revner og antyder nye meninger i digterens følsomheds mange lag.

Peter har kaldt sit nye arbejde DELTA. Som “On the Edge of the Word” (På kanten af ordet) – et af digtene i samlingen – synes at antyde, kan bogens titel henføre til munden som ordets livmoder, sammenløbet af livskræfterne og flodens dør til havet. Kan det være, siger jeg til mig selv, ægget af vild fantasi ; kan det være at koncentrationen af grundlæggende – og skelsættende – betydninger i et enkelt ord stammer fra Peters jødiske oprindelse på mødrende side: delta/daleth, mouth/gate hvor assimileringen udspringer : døren / åbningen / stedet, hvor ordenes psykiske energi kommer til udtryk?

Peter har altid være politisk engageret, og det er derfor ikke nogen overraskelse at finde et åbenlyst politisk digt i hans nye samling : “Greed and Gråd” udnytter den tilfældighed, at hvis man fjerner det adjektiverende suffiks “-ig” fra det danske ord for “greedy” (grådig), bliver det til navneordet gråd. Dette er hvad jeg plejer at kalde et “led-af-magt-digt” i modsætning til digtet som hylder sigøjner-gadefejeren, rimet til Margarita, hymner til jazz eller oder om gensynet med Conques, den franske middelalderlandsby, som han har så stærke bånd til. Hvor campanas, klokker, bells / no rompen el silencio. / Sólido, minéral. In- / mutable.

Stimuleret af oplevelsen af de forskellige måder et navneord eller et udsagnord kan siges på i Peter Wessels digtning, begynder vi at høre det samme indvendigt. Han er en af disse digtervenner som kulturelt gøder jorden, hvor de beslutter sig til at bo. Det er vores held, at det sted, Peter for øjeblikket har valgt, er Lavapiés kvarteret i Madrid.

Således Delta, på kanten af ordet, “the cavity we all came from” (trekantede matrix som giver form til det græske bogstav og dets intime associationer), kystlinie som afgrænser ordene og skiller os fra hinanden, hinsides hvilken sprogets rytmer vil føre os until we break into the sea, / the great void, el mar // la mère, / den åbne mund. / Le grand vide sådan som det er beskrevet i denne nutidige poesi uden grænser og med mange berigende rødder. Musiker-digterens metier er knyttet til et nomadisk syn på tilværelsen, til mangfoldighed og tilpasselse til nye vilkår. Til livet og poesien som en uendelig improvisation.

Teresa Sebastián

Teresa Sebastián er født og opvokset i Bilbao (Spanien), hvor hun studerede kunst. Hun har udgivet tre digtsamlinger: Óxido en Bilbao, La noche incandescente og Frágil. I 1998 begyndte Teresa Sebastián at interessere sig for oplæsning af digte i dialog med field recordings af naturens lyde og fri improviseret musik. Hun har til disse projekter vundet genklang hos og opnået samarbejde med avant-garde musikere såsom Suso Saiz, Luis Paniagua, Javier Paxariño, Juan Carlos Blancas, Niraj Kumar, Llorenç Barber og Chefa Alonso. Hun har arrangeret oplæsningskoncerter i Reina Sofía Nationalmuseet for Kunst (MNCARS) i Madrid, Würth Museet i La Rioja, Círculo de Bellas Artes (Madrid), Teatro Español etc. In 2009 grundlagde Teresa den årlige “Poetry in Concert” oplæsningsserie i Teatro Español i Madrid, som hun siden har ledet, og i 2013 stod hun for dokumentarfilmen Latidos om den afdøde videokunstner Benjamín Larreas arbejder.

Oversættelse: P.W.

Responder

Introduce tus datos o haz clic en un icono para iniciar sesión:

Logo de WordPress.com

Estás comentando usando tu cuenta de WordPress.com. Cerrar sesión / Cambiar )

Imagen de Twitter

Estás comentando usando tu cuenta de Twitter. Cerrar sesión / Cambiar )

Foto de Facebook

Estás comentando usando tu cuenta de Facebook. Cerrar sesión / Cambiar )

Google+ photo

Estás comentando usando tu cuenta de Google+. Cerrar sesión / Cambiar )

Conectando a %s