The Quietude of Conques

IMG_20180313_091659_368(1)

«Campanas, klokker, bells

no rompen el silencio.

Sólido, minéral, in-

mutable.»

 

From «Conques, la quête»

 

Conques sort du sommeil d’hiver

Conques sort du sommeil d’hiver

Conques sort du sommeil

En Concas, cette conche,

tout arrive et tous repartent,

tout passe

et rien ne s’en va.

Tous se lèvent et tout s’enlève

et tout reste.

 

From «Conques, la quête»

 

Visit: http://www.instagram/wessel_conques 

 

 

Polyfonías: un idioma sin fronteras, a language without borders, et sprog uden grænser

Centre Press, E.Guillot. Un idioma

 

Éric Guillot (Centre Presse, Rodez): Une langue sans frontières, pdf

Listen / lyt / escucha / écoute:
https://soundcloud.com/peter-wessel-1/un-idioma-sin-fronteras/

Mon rêve

 

Mon introduction au récital-concert de Polyfonías Poetry Project

 Festival de musique “La Lumière du Roman”, Conques, août 2010

 

Cet après-midi je vais vous parler à la fois de langues et en langues, c’est à dire je vais vous parler avec les mots des differentes cultures qui font partie de moi et à travers ces mots et la musique j’espère pouvoir toucher en chacun de vous ce qui fait que tous nous nous ressemblons: les sentiments humains.

Les animaux, les arbres, les fleurs et les pierres semblent reposer en soi, il n’ont pas besoin de se demander ce qu’ils sont, pourquoi ils sont et pourquoi ils sont ici.

Les êtres humains, au contraire, nous sommes condamnés a traduire notre experience et nos pensées en mots. Nous sommes faits de mots. Selon la façon dont nous employons les mots nous pouvons faire des amis et des ennemis, la guerre et la paix. Ce qui est merveilleux, c’est que si nous employons un langage d’amour, de compréhension et de miséricorde nous pouvons former une communauté humaine.

Depuis deux ans Mark, Salvador et moi nous avons interpreté les Polyfonías dans huit differents pays européens et je crois que nous nous sommes faits comprendre partout.

Cependant, je suis convaincu que de tous ces lieux, Conques est l’endroit où nous allons trouver le plus de résonance et d’harmonie avec nos alentours, car les routes de pélerinage ont toujours été un défi aux frontières nationales et linguistiques.

Je ne parle évidemment pas de croisades, qui sont tout le contraire, comme je le sais très bien habitant en Espagne où, au nom d’un dogme religieux, les rois expulsèrent il y a cinq cent ans les juifs et les musulmans. Quand je parle de pèlerinage, je parle de la quête individuelle qui fait que les gens traversent des frontières pour s’unir aux autres et à eux-mêmes.   

Nous nous trouvons encore une fois dans une Europe de grands mouvements de peuples, et ce mélange de nationalités fera aussi des mélanges de langues. Au Moyen Âge le Latin était la langue internationale en Europe, la langue que parlaient les gens cultivés de tous les pays, et la langue exclusive de l’église chrétienne. Les gens communs et analphabètes, la grande majorité de la population, parlaient différentes langues vernaculaires – ce que les Français traditionellement appellent “patois”. Ces langues n’avaient pas de frontières aussi claires que les nations, et les troubadours et jongleurs médiévaux créaient d’une certaine manière leur propre langue poétique mélangeant les mots des différents pays et cultures qu’ils traversaient dans leurs voyages.

Chaque culture produit des mots qui reflètent leur monde, leurs réalités. Dans la plupart des cas, ces mots ont des correspondances dans d’autres langues, mais la traduction d’un mot d’une langue à l’autre risque fort de ne traduire que le sens du mot, tandis que l’expérience culturellemente pertinente – autochtone – que produit le mot, surtout par voie orale, se perd.

Le mot huître, par exemple, se traduit en allemand par Auster, mais ce mot ne produira certainement pas la même émotion chez un Bavarois que le mot huître chez un breton ou un charentais. Pour eux le son du mot traduit tout de suite un goût et une texture. Une expérience sensuelle. Pour faire pleurer un allemand de Heimatsweh (insuffisamment traduit en français par mal du pays) il faut peut-être mieux dire wurst – saucisse. Et sne pour un norvégien du Cap Nord est autre chose que nieve pour un andalou.

La culture française a produit le merveilleux mot “rayonnement» la transmission d’énergie, le charisme spirituelle.  

Le rayonnement de Sainte Foy de Conques en Europe et au-delà n’a pas cessé depuis le Moyen Âge, et dans ce village nous sommes plusieurs habitants qui sommes venus nous installer ici grâce à ce rayonnement. Un éclair en forme de songe – un rêve ou une coincidence miraculeuse nous a mis en marche vers Conques.

“Je suis moi et mes circonstances,” dit le philosophe espagnol José Ortega y Gasset. Sainte Foy et son village ont été des circonstances incontournables dans ma vie.

Quand j’avais dix-sept ans et étudiais dans un internat au Danemark, j’ai rêvé d’une église qui brûlait au-delà des montagnes du sud, et c’était mon devoir d’aller éteindre le feu. Ce rêve me visita à plusieurs reprises au cours des prochains mois suivants, avec très peu de variations. Parfois il faisait beau temps pendant mon voyage et le passage m’était facile, parfois il y avait des tempêtes de neige et je manquais mourir sur le chemin. Mais le thème était toujours le même: l’église était en flammes et je devais aller les éteindre.  

Un jour dix ans plus tard, pendant ma période de stagiaire comme journaliste dans un journal à Copenhague, je me trouvais au lit avec une forte grippe. Je m’amusais à lire les annonces de “real estate” dans le International Herald Tribune car j’étais un pauve étudiant sans le sou, et la description de manoirs en vente dans des lieux lointains et exotiques me faisait rêver et oublier ma vie prosaïque au Danemark. Tout à coup je vis le nom Conques. Une maison avec attenances et un grand jardín se vendait dans un village historique en France.

Normalement une annonce aussi petite n’aurait pas attiré mon attention, mais j’avais beaucoup voyagé en France avec mes parents et je me sentais vexé et frustré par le fait qu’il pouvait y exister un village historique que je ne connaissais pas. Dans l’annonce il y avait un numéro de téléphone – Conques 27, je crois me souvenir. Une dame m’a répondu que la maison était à son fils et elle m’a donné son numéro de téléphone à Paris. Avant de raccrocher, j’ai demandé à la dame qu’elle me fasse une description de Conques et du paysage autour du village. Puisque je n’étais pas dans le marché de l’immobilier, je ne me suis pas intéressé à la maison.

Dans la librairie française à Copenhague j’ai trouvé un livre avec une photo en triptyque de Conques et j’ai eu une impression de déjà vu. J’ai reconnu le village, et cependant j’étais sûr de n’être jamais allé dans cette region de France.

Le seul moyen de savoir était d’y aller. En fait, je devais y aller. J’ai pris le téléphone et j’ai appellé un ami pour lui proposer d’aller voir la maison à Conques avec moi.

        C’est où Conques?, m’a-t-il demandé.

        A deux mille kilomètres. Dans le sud-ouest de la France!

        Et qu’est ce que tu vas y faire? Acheter une maison?

        Bien sûr. Avec mes finances! Non, j’ai simplement besoin d’y aller.

        Et quand partons-nous?

        Dans deux heures. Ça te va?

Nous avons roulé toute la nuit, et le lendemain dans la soirée nous sommes arrivés à Paris. Le propriétaire, un jeune homme très élégant, nous reçut.

     Puisque vous êtes venus de Copenhague en voiture il est clair que vous allez continuer jusqu’à Conques. Il n’est donc pas necessaire que je vous fasse une description. Conques est un village très en pente et plusieurs ruelles sont plutôt des escaliers. Le mieux serait que vous alliez voir monsieur Bousquet. Tout le monde le connaît. C’est lui qui a la clé de la maison et qui vous la faira visiter.” 

Il était tôt dimanche matin quand nous vîmes apparaître l’église de Sainte Foy en haut de la rue qui monte la côte vers Conques.

Je ressentis à nouveau le déjà vu que j’avais éprouvé en voyant la photo de Conques dans la librairie française à Copenhague.

        Je vais garer la voiture ici, je dis à mon ami, et nous allons monter directement à la maison. J’ai hâte de la voir.

   Mais d’abord il faut aller chercher monsieur Bousquet – non? Sinon comment allons-nous trouver la maison?

     Je sais où se trouve la maison. Nous irons chercher monsieur Bousquet après. Je veux d’abord voir la maison de l’extérieur.”

Nous avons monté quelques “rues en escaliers” et tout à coup nous nous sommes trouvés devant une grande maison. Sur la porte il y avait un papier jauni annoncant “A vendre”.

Mon ami me regarda d’un air incrédule.

        Je sais que cela va te paraître bizarre, lui dis-je, mais je connais cette maison. Je peux te décrire chaque étage.

Et je lui fis une description de l’intérieur de la maison, du bas en haut.

Puis nous sommes allés à la recherche de Monsieur Bousquet. Lorsqu’il nous fit visiter la maison, nous fûmes étonnés de constater à quel point ma description avait été précise.

Nous passâmes la nuit suivante dans la maison. C’était comme si je dormais dans la maison de mon enfance. Le rêve me revint au cours de la nuit, exactement comme je l’avais rêvé dix ans auparavant.

De retour au Danemark, je savais qu’il me fallait vivre dans cette maison. Même sans en avoir les moyens, j’entamai les négociations d’achat, en espérant que quelque chose arrive pour me permettre de réaliser mon rêve.

Trois ans après, comme si Sainte Foy m’avait souri, un petit miracle s’est produit dans ma vie, et j’ai pu faire un versement initial sur la maison.


(Le poème “Conques – la quête” de DELTA, le prochain livre-disque de Peter Wessel Polyfonías Poetry Project prevu pour automne 2013.)

 

Mi sueño

Introducción a mi recital en Conques en agosto del 2010 a la ocasión del festival anual de música “La Lumière du Roman” .

.

             Hoy os voy a hablar en varias lenguas e –inevitablemente–  sobre las lenguas. Os hablaré con las palabras de las diferentes culturas que forman parte de mí y espero que, a través de las palabras y la música, pueda llegar a tocar en cada uno de vosotros aquello que hace que todos nosotros nos parezcamos: los sentimientos humanos.

            Los animales, los árboles, las flores y las piedras parecen reposar en sí mismos, no necesitan preguntarse lo que son, por qué son, ni por qué están aquí. En cambio, los seres humanos estamos condenados a traducir nuestra experiencia y nuestros pensamientos en palabras. Estamos hechos de palabras. Dependiendo de cómo las utilicemos, podemos crearnos amigos y enemigos, hacer la guerra o la paz. Lo maravilloso es que si empleamos un lenguaje del amor, de la comprensión y de la misericordia podemos construir una comunidad humana.

            Durante dos años, Mark, Salvador y yo hemos interpretado las Polyfonías en ocho países europeos distintos y creo que nos hemos hecho comprender en todas partes. Sin embargo, estoy convencido de que de entre todos estos lugares, Conques es donde vamos a encontrar mayor resonancia y armonía con nuestro entorno, porque los caminos de peregrinación han sido siempre un desafío para las fronteras nacionales y lingüísticas. No me refiero, evidentemente, a las Cruzadas, que son todo lo contrario, como bien sé por vivir en España, donde, en nombre de dogmas religiosos, los reyes católicos expulsaron hace más de quinientos años a judíos y musulmanes. Cuando hablo de peregrinación hablo de la búsqueda individual que lleva a las personas a cruzar las fronteras para unirse con los demás y encontrarse consigo mismos.

            Estamos, de nuevo, en una Europa de grandes movimientos de pueblos y de mezcla de nacionalidades, como también de mezclas de idiomas. En la Edad Media, el latín fue la lengua internacional en Europa, la lengua hablada por la gente culta de todos los países, y la lengua exclusiva de la iglesia cristiana. La gente común, analfabetos en su gran mayoría, hablaba diferentes lenguas vernáculas -hoy día peyorativamente y de forma genérica denominadas patois-. Estas lenguas no tenían fronteras tan claras como las naciones, y los juglares y trovadores medievales crearon así su propia lengua poética al combinar palabras de las distintas culturas y los países que atravesaban en sus viajes.

            Cada cultura produce palabras que reflejan su realidad. En la gran mayoría de casos, estas palabras tienen equivalentes en otros idiomas, pero la traducción de una palabra de un idioma a otro corre el riesgo de traducir únicamente el sentido de la palabra, mientras que la experiencia culturalmente relevante – la autóctona- que crea la palabra, sobre todo oralmente, se acaba perdiendo. La palabra “huître”, por ejemplo, se traduce al alemán por “Auster”, pero esa palabra no produce, ciertamente, la misma emoción en un bávaro que la palabra “huître” en un bretón. Para éstos el sonido de la palabra traduce de inmediato el sabor y la textura. Se trata de una experiencia sensual. Para producir la misma nostalgia del país en un alemán (los alemanes tienen para este sentimiento la maravillosa palabra “Heimatsweh”, mientras que los franceses tenemos que contentarnos con la expresión más pobre “mal du pays”[1]) habría que recurrir a una palabra como Wurst – salchicha. Y “sne” para un noruego del Cabo Norte es otra cosa que la “nieve” para un andaluz.

            La cultura francesa ha creado la maravillosa palabra rayonnement –la transmisión de energía, el carisma espiritual. El rayonnement de Sainte Foy de Conques en Europa y más allá no ha cesado desde la Edad Media, y somos muchas las personas que hemos venido a establecernos aquí, en Conques, gracias a ese rayonnement. Un relámpago (resplandor) en forma de sueño o una coincidencia milagrosa nos puso en camino hacia Conques. “Yo soy yo y mis circunstancias”, dijo el filósofo español José Ortega y Gasset. Sainte Foy y su pueblo han sido circunstancias inevitables en mi vida.

 

            Cuando tenía diecisiete años y estudiaba en un internado en Dinamarca, soñaba con una iglesia en llamas al otro lado de las montañas del sur, y en el sueño era mi deber cruzar las montañas y extinguir el fuego. Este sueño me volvió a visitar varias veces durante los siguientes meses con muy pocas variaciones. En ocasiones, hacía buen tiempo y el viaje resultaba fácil, en otras ocasiones había tempestades de nieve y me encontraba a punto de morir por el camino. Aunque el tema del sueño no variaba: había una iglesia que se estaba quemando al otro lado de las montañas y yo tenía que ir a extinguir el fuego.

            Un día, diez años más tarde, durante mis prácticas como periodista en un periódico en Copenhague, me encontré en cama aquejado de una fuerte gripe. Me divertía leyendo los anuncios de “bienes inmuebles” en el International Herald Tribune, ya que yo era un pobre estudiante sin un céntimo, y la descripción de las mansiones en venta en lugares lejanos y exóticos me hacía soñar y olvidar mi prosaica vida en Dinamarca. De pronto, leí el nombre de Conques. Una casa medieval equipada y con un gran jardín se vendía en una villa histórica en Francia.           

            Normalmente, un anuncio tan pequeño no habría atraído mi atención, pero yo había viajado mucho por Francia con mis padres y me sentí molesto y frustrado por el hecho de que pudiera existir un pueblo histórico que yo no conociera. En el anuncio había un número de teléfono – Conques 27, creo recordar – . Una señora me respondió que la casa era de su hijo y me dio su número de teléfono en París.  Antes de colgar le pedí que me hiciera una descripción de Conques y del paisaje alrededor de la aldea. Como no tenía intención de comprar, no estaba tan interesado en la casa.

            En una librería francesa de Copenhague, encontré un libro con una fotografía en tríptico de Conques y me sobrevino un déjà vu. Reconocía el pueblo, y, sin embargo, estaba seguro de que nunca pasé por esta región de Francia. La única manera de saberlo era ir hasta allí. De hecho, tuve que ir. Tomé el teléfono y llamé a un amigo para proponerle ir conmigo a ver la casa en Conques.

– ¿Dónde está Conques? –me preguntó.

– ¡A dos mil kilómetros. En el sur-oeste de Francia!

– ¿Y qué vas a hacer? ¿Comprar una casa?

– Sí, seguro. ¡Con mis finanzas! No, sólo debo ir.

– ¿Y cuándo partimos?

– En dos horas. ¿De acuerdo?

 

            Viajamos toda la noche y llegamos a París el día siguiente por la tarde. El propietario, un hombre joven, muy elegante, nos recibió.

– Ya que habéis venido conduciendo desde Copenhague, no me cabe la menor duda de que vais a continuar hasta Conques. No hace falta, pues, que os dé una descripción de la casa. El pueblo de Conques es muy empinado y la mayoría de las calles son más bien escaleras. Lo mejor será que preguntéis por el señor Bousquet. Todo el mundo le conoce. Él tiene la llave de la casa y os llevará a visitarla.

 

            Era domingo por la mañana cuando vimos aparecer la iglesia de Sainte Foy a final de la carretera que sube a Conques. Volví a sentir el déjà vu que ya había experimentado viendo la fotografía de Conques en la librería francesa de Copenhague.

– Voy a aparcar el coche aquí, le digo a mi amigo. Vamos directamente a la casa. No puedo esperar para verla.

– Pero primero hay que ir a buscar el señor Bousquet – ¿no? De lo contrario ¿cómo vamos a encontrar la casa?

– Yo sé dónde está la casa. Ya iremos a buscar al señor Bousquet después. Antes quiero verla desde el exterior.

         Subimos aquellas “calles en escalera” y, de pronto, nos encontramos frente a una gran casa. Sobre la puerta había un amarillento papel que anunciaba: “Se vende”. Mi amigo me miró incrédulo.

– Sé que me tomarás por un chiflado, le dije, pero conozco la casa. Puedo describirte cada piso.Y le di una descripción del interior de la casa, de arriba a abajo. Luego nos fuimos en busca del señor Bousquet. Cuando nos llevó a visitar la casa, nos quedamos atónitos al ver que mi descripción era exacta.

            Pasamos la noche en la casa. Era como si estuviera durmiendo en el hogar de mi infancia. El sueño volvió a mí en el curso de la noche, exactamente como lo había soñado diez años antes.

            De vuelta a Dinamarca, sabía que tenía que vivir en esta casa. Incluso sin contar con los medios, comencé las negociaciones de compra, con la esperanza de que sucediese algo que me permitiera realizar mi sueño.

            Tres años más tarde, como si Sainte Foy me sonriera, ocurrió en mi vida un pequeño milagro que me brindó la oportunidad de hacer un pago inicial.

[1] N.T: en castellano tampoco existe palabra para este sentimiento y tomamos prestada la “morriña” gallega.

Traducción del francés por Héctor Martínez Sanz.

(La polyfonía «Conques – la quête» de DELTA, el próximo libro-disco de Peter Wessel Polyfonías Poetry Project previsto para publicación en otoño 2013.)

My Dream

My opening words before the Polyfonías Poetry Project recital at the 2010 “Lumière du Roman” Music Festival in Conques.

Today I will speak to you in several languages and thus implicitly also about languages. I will speak to you with the words of the different cultures that are part of me, and it is my hope that through these words and the music I will be able to touch that element in you that makes us all alike: the human emotions. 

Animals, trees, flowers, stones all seem to rest in themselves. They don’t need to ask themselves what they are, why they are and what they are here for. We human beings, on the contrary, are condemned to translate our experiences and thoughts into words. We are made of words. All depending on how we use the words we can make friends or enemies, war and peace. What is so marvellous is that if we use the language of love, comprehension and mercy we can construct a human community.

For the last two years Mark, Salvador and I have performed the Polyfonías in eight European countries and I believe that my poetry has been understood and appreciated everywhere. Nevertheless, I am convinced that of all these places Conques is where we will obtain the fullest resonance and harmony with our surroundings. The pilgrims’ roads have always defied national and linguistic borders. Obviously I am not referring to the spirit of the Crusades, which is just the contrary as I well know, having lived in Spain for the last thirty years. Spain, the country of the Reconquista, from which the Catholic Royalty in the name of religious dogmas expelled Arabs and Jews more than five hundred years ago. No, when I mention pilgrimage I am speaking about the personal quest which make people cross borders to commune with others and with themselves.

Once again we find ourselves in a Europe of great migrations and intermingling of peoples, as well as with a renewed mixture of languages. During the Middle Ages Latin was the international language among the learned classes of Europe, and – needless to say – the one and only language of the Christian Church. The ordinary people – most of them illiterate – spoke different vernacular languages, in France pejoratively called patois. These languages were orally transmitted and did not stay within clearly defined geographical borders as the nations were supposed to, but strayed widely with pilgrims, jugglers, troubadours and other traveling folk. The journey was slow and on their way through foreign regions the medieval poets kept adding new colors to their palette as they adopted bits and pieces from the local patois creating thus their own particular poetic tongue from the different cultures they had come to know.  

            Words are reflections of a culture. In most cases words from the language of one culture have equivalents in the languages of other cultures, but translating a word from one language to another in many cases only means translating the meaning of the word – what it stands for – but not the culturally relevant experience that created the word in the first place.  Words begin as sounds: a baby doesn’t know what “mama” means, but they certainly recognize the warmth and liquid comfort that making this sound produces.  Now this is an experience which happily is not culturally specific, although the word “mama” is spelt somewhat differently in every language. When an Indian mother hears an American child scream for comfort, she knows what it means.

            Other words, however, are autochtonous to specific climatic and geographical areas  and their languages. They will typically refer to plants, animals, natural phenomena and local traditions and rituals (fundamentally to do with cooking and and music-making)  that do not exist elsewhere. These words, essential to survival, were heard before  they were ever spelled and, like folk music, they defy notation. 

            Translations into languages of areas where the  conditions that produced them do not exist will typically be literal translations, not aural ones. They are not sonic –  musical – reproductions of what they stand for;  they are not naturally born and will therefore be abstract and appeal more to the intellect than to the senses.

            Take a word like “huître” for example, which is how the French say oyster. This primitive seafood translates into German as “Auster,” but Germany has hardly any coastline at all, and I am sure that for a Bavarian who has never seen the ocean this word does not produce the same emotion as it does for a Breton or for somebody from the Saintonge where the famous Marennes oysters come from. For people from these coastal regions facing the Atlantic ocean the word  huître is a sensual word with a soft fleshy texture and the tang and fury of the sea.

            To produce the same nostalgia for home in a Bavarian (the sound of  the German word heimatsweh is, by the way, far more evocative of this mood than the English homesickness, and Castilian Spanish doesn’t even have a word for it), to produce this Heimatsweh in a Bavarian, I say, Wurst  – sausage – would probably have a better effect.

            The French culture has created the wonderful word rayonnement which is the transmission of energy and, by inference, spiritual charisma. The rayonnement of Sainte Foy de Conques in Europe and beyond has not ceased since the Middle Ages, and several of us have established ourselves here due to this rayonnement. A bolt of lightning – a radiance – in the form of a dream or a miraculous coincidence set us on the road to Conques. “I am I and my circumstances,” said the Spanish philosopher José Ortega y Gasset. Sainte Foy and her village have been decisive circumstances in my life.

            When I was seventeen and attended boarding school in Denmark, I had a dream about a church that was on fire on the other side of the mountains down south and it was my task to go and put out the fire. This was a recurrent dream that visited me regularly for several months, and there were very few variations in the dream. Sometimes the weather was good and the traveling was easy, sometimes there were snowstorms and I was lucky to survive. But the plot was always the same: a church was burning on the other side of the mountains in the south and it was my mission to go and extinguish that fire.  

            One day ten years later while I was doing my apprenticeship as a journalist at a newspaper in Copenhagen, I was in bed with a terrible flu. A favorite passtime of mine was reading the classified announcements for real estate in the International Herald Tribune. Since I was broke and just as debt-ridden as any Danish student about to finish his or her studies, I was doing “window shopping” in the paper imagining that I was being shown around on some big estate in the Aegean Sea or on the French Riviera. All of a sudden my eyes froze on the name Conques. A medieval furnished house was for sale…historical site…France…old garden…trees…  

            I wouldn’t normally have paid any attention to a minuscule ad like this, but I had traveled a lot in France with my parents, and I was bothered and intrigued by the fact that there was a French historical town that I didn’t know about (I still had a lot to learn!). In the advertisement there was a telephone number – Conques 27 I think it was. The voice of an elderly lady answered the phone. She said that the house belonged to her son, and gave me his home telephone number in Paris. Before I hung up I asked her to give me a description of Conques and the landscape around the village. It may have surprised her that I didn’t inquire about the house, but I was not in the market, and to begin with it was Conques that I was curious about.

            My impatience made me forget about the flu and off I went to the French bookshop to see if I could find a book with a picture of Conques. The old lady had told me that it was in the center of France, so I began browsing the huge coffee table books on the Auvergne and the south-west of France. Before long I found the picture I was looking for: a triptych of an imposing romanesque church rising up from a maze of tiled roofs surrounded by green tree-clad mountains.

            It was like a déjà-vu: I knew that place, I had been there before! But no, it couldn’t be. I had never visited the Auvergne with my parents. That much I was sure of.

            It was an enigma and the only way to find out was by going there. In fact I had to go! I picked up the phone and dialed the number of my best friend to ask him to go with me.

– Where is Conques?, he wanted to know.

– Two thousand kilometers from here. In the south-west of France.

– And what are you going to do there? Buy a house?

– Sure, with my finances! No, I simply have to go.

– And when are we leaving?

– In two hours. Okay?

            We drove all night and arrived in Paris in the afternoon the next day. The owner of the house, an elegant young man received us.

– Since you have been driving all the way from Copenhagen you will surely continue to Conques, so there is really no reason for me to tell you about the house. Conques clings to the mountainside and is very steep, so many of the streets are really stairs. The best way to find the house is to ask for Monsieur Bousquet. Everybody knows him. He has the key and he will show you the house.

            It was early Sunday morning when we saw the Church of Sainte Foy appear at the end of the road that leads up the hill to Conques. The feeling of a déjà vu that I had experienced when I saw the picture of Conques in the French bookshop in Copenhagen returned.

– I’ll park the car here, I said to my friend. Let’s go straight up to the house. I can’t wait to see it!

–  But first we have to find Monsieur Bousquet, don’t we? If not, how are we going to find the house? 

–  Don’t worry. I know where the house is! We’ll find Monsieur Bousquet afterwards. But first of all I want to see the house from outside.

            We climbed several streets which were really stairs, and all of a sudden – right there in front of us – was a house with a faded yellow “for sale” note stuck to the door. My friend looked at me as if he didn’t believe his eyes and needed me to assure him.

– I know you will think that I’m ready for the cuckoo’s nest, I said, but I know this house. I can give you a description of the inside of the house from top to bottom! I did, and afterwards we went to look for Monsieur Bousquet. When he showed us the house, my description proved to be rather exact.

            I asked Monsieur Bousquet if he thought we could stay in the house for the night and he didn’t think it would make any difference. After all, we had already spoken with the owner.

            I cuddled up on a chaiselongue. An eerie feeling of having come home at long last invaded me, and that night the dream of the burning church from ten years before reappeared.

            When I returned to Denmark I knew that I had to live in that house and even without any means I began negotiating with the owner in Paris in the hope that something would happen that would help my dream come true.

            Three years later – as though Sainte Foy had wanted to smile at me – a small miracle happened in my life that enabled me to make a down payment.

(The poem “Conques – la quête” from DELTA, my forthcoming book-record with Polyfonías Poetry Project.)

Min drøm

Mine indledende ord inden min digtoplæsning med Polyfonías Poetry Project på musikfestivalen “Lumière du Roman” i Conques, august 2010.

            Jeg vil i dag tale til jer på forskellige sprog, og derfor også om forskellige sprog. Jeg vil tale til jer med ord fra de forskellige kulturer som er blevet en del af mig, og det er mit håb, at jeg ved hjælp af de ord – samt musikken – vil være i stand til at nå frem til det element i jer, som gør, at vi alle har noget til fælles: de menneskelige følelser.

            Dyr, træer, blomster, sten og andre skabninger, som vi lader blikket falde på, hviler i sig selv. De har ikke behov for at stille spørgsmål om hvad de er, hvorfor de er til, og hvad de er her for. Vi mennesker er derimod  tvunget til – ja, jeg vil næsten sige dømte til – at oversætte vores oplevelser og tanker til ord. Vi er lavet af ord. Afhængigt af hvordan vi bruger ordene, kan vi skabe venner eller fjender, krig eller fred. Det vidunderlige er, at vi kan opbygge et menneskeligt samfund ved hjælp af poesien kærlighedens, forståelsens og barmhjertighedens sprog. Sproget uden grænser.

            Mark, Salvador og jeg har i de sidste fem år fremført Polyfonías i otte europæiske lande, og jeg er overbevist om, at mine digte er blevet forstået og påskønnet overalt. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at Conques er det sted, hvor vi vil opnå den fuldeste harmoni og den rigeste resonans med vores omgivelser.  Pilgrimsveje har altid trodset nationale og sproglige grænser. Det er naturligvis ikke korstogsånden, at jeg har i tankerne. Den stod snarere for det stik modsatte, hvilket jeg ved en del om efter at have boet i Spanien i over tredive år. Spanien hvis kongehuse i kristendommens navn “generobrede” den Iberiske Halvø og jagede arabere og jøder ud for over fem hundrede år siden. Nej, når jeg nævner pilgrimsveje, tænker jeg på den – bogstaveligt talt – grænseløse søgen  som det selvstændige individ må foretage for at finde sig selv og åbne sig overfor fremmede.

            Vi befinder os igen i et folkevandringernes Europa med en omsiggribende blanding af racer, etniske grupper og sprog. I Middelalderen var latin det internationale sprog blandt Europas lærde og Kirkens folk.  Den jævne befolkning, som i de fleste tilfælde hverken kunne læse eller skrive, talte lokale sprog – de såkaldte “vernakulære sprog” – i dag lidt nedsættende omtalt som patois i Frankrig, på trods af at fransk på det tidspunkt også var et vernakulært sprog. Disse sprog var mundtligt overleverede sprog og holdt sig ikke indenfor klart definerede geografiske grænser, i modsætning til hvad nationerne var forventet at gøre, men strejfede ofte vidt omkring sammen med pilgrimme, troubadourer, gøglere, og andre af vejens folk.  Det gik ikke hurtigt fremad, og undervejs igennem ukendte egne tilføjede middelaldrens digtere nye farver til deres sproglige paletter, efterhånden som de lærte nye ord og vendinger fra den lokale patois. På den måde skabte de hver især deres eget digteriske sprog fra de forskellige kulturer, som de havde lært at kende.    

            Ord er en kulturs spejlbillede. Det er i de fleste tilfælde muligt, imellem forskellige kulturers sprog, at finde ord som svarer mere eller mindre til hinanden . Ikke desto mindre risikerer man ofte kun at oversætte ordets “prosaiske”, eller praktiske, mening  – hvad ordet står for – men man får ikke den kulturelt relevante oplevelse med, som skabte ordet fra begyndelsen. Ord begynder som lyde: et spædbarn ved ikke hvad “moa” betyder, men det genkender helt klart varmen og følelsen af flydende velvære, som lyden inden længe fremkalder. Heldigvis er dette en oplevelse, som ikke er kulturelt specifik, selvom ordet “mor” ikke staves helt ligedan på forskellige sprog. Når en indisk mor hører et amerikansk barn skrige efter mælk, ved hun straks, hvad det betyder. Hun har ikke brug for en ordbog.

            Andre ord er derimod “indfødte”, dvs. deres “mening” er så stærkt afhængig af omstændigheder som kun findes indenfor et snævert, ofte klimatisk eller geografisk begrænset område, at deres “sjældenhed” må siges at gøre dem uoversættelige. De har typisk noget at gøre med planter, dyr, naturfænomener, lokale traditioner, trosspørgsmål og ritualer, og deres brug har ofte forbindelse med madlavning og fremstilling af musik. Sådanne “infødte” ord kan betinge overlevelse og blev hørt inden de blev stavet. Det kan ikke undre at de – ligesom folkemusik – modsætter  sig nedskrivning.

            Forsøger man at oversætte dem til sprog fra egne, hvor forholdene som skabte dem ikke eksisterer, og hvor de derfor ikke minder om noget, bliver resultatet i reglen en bogstavelig oversættelse, ikke en poetisk eller musikalsk – lydmæssigt relevant – oversættelse. De har ikke noget naturligt forhold til hvad de står for. De er abstrakte og appellerer i højere grad til intellektet end til sanserne.     

            Tag for f.eks. ordet huître som er det franske ord for østers. Denne primitive fødevare fra havet bliver på tysk oversat til Auster, men da Tyskland ikke har megen kystlinie, er jeg sikker på at dette ord ikke fremkalder den samme nostalgi hos en beboer i Bayern, som den gør hos en breton eller hos en person fra Saintonge, hvor de berømte Marennes østers kommer fra. For mennesker fra disse kystområder ud til Atlanterhavet er huître et sensuelt ord – blødt og saftigt og samtidig med havets ramme, salte smag – som let vækker minder.

            Vil man give en bayrer hjemve, vil ord som Fleischknödel (kødboller) eller Weisswurst sikkert have større succes. A propos hjemve er det tankevækkende, at tyskerne har et så stærkt og smukt ord som Heimatsweh, mens franskmændene må klare sig med en lidt klodset omskrivning som mal du pays, og spanierne har slet ikke noget ord for hjemve (bortset fra galicierne, som låner deres morriño til resten af Spanien)!

            Den franske kultur har skabt det vidunderlige ord rayonnement, som betyder udstråling af energi og derfor også benyttes, når der tales om åndelig karisma. Sankt Foys rayonnement er ikke mindsket meget i Europa og hinsides siden Middelalderen, og vi er flere som er blevet tiltrukket til den lille helgenindes landsby og som har slået os ned her takket være hendes udstråling. Et lynglimt i form af en drøm eller et mirakuløst sammenfald sendte os afsted mod Conques. Jeg er mig selv og mine omstændigheder,” sagde den spanske filosof José Ortega y Gasset. Sankt Foy Sainte Foy – har været en afgørende omstændighed i mit liv.

            Da jeg var sytten år gammel og var på kostskole i København, havde jeg en tilbagevendende drøm om om en kirke som stod i flammer på den anden side af bjergene mod syd. Jeg havde til opgave at rejse ned til kirken for at slukke ilden. Drømmen kom tilbage med et par ugers mellemrum og stod på i cirka et halvt år uden store variationer. Det var ofte sommer med fint vejr under min rejse, men ind imellem var det vinter, og jeg kom ud for stærk kulde og snestorme og var nær ved at miste livet. Men ud over vejret var historien altid den samme: En kirke stod i brand på den anden side af bjergene mod syd, og jeg var blevet pålagt at rejse ned og slukke ilden.

            En dag ti år senere, mens jeg var journalistpraktikant på Politiken, lå jeg i sengen med en grim influenza. Det var ikke meget jeg kunne rejse for min sølle praktikantløn, så jeg morede mig med at kigge på husannoncerne i International Herald Tribune, og forestillede mig at jeg blev vist rundt på elegante estates i Ægæerhavet eller på den franske riviera. Pludselig frøs mine øjne fast på navnet Conques. Et møbleret hus fra middelalderen var til salg i en historisk landsby…Frankrig…gammel have…frugttræer…brønd.

            Jeg plejede ikke at interessere mig for små annoncer, men som barn havde jeg rejst meget i Frankrig med mine forældre, og det krænkede min stolthed, at der kunne eksistere en historisk by i Frankrig, som jeg ikke havde hørt om (blame it on my youth jeg havde faktisk stadig meget at lære!).

            Der var et telefonnummer i annoncen – Conques nummer 27, tror jeg det var.  Jeg hørte en ældre kvindes stemme i den anden ende af røret. Hun sagde at huset tilhørte hendes søn og gav mig hans telefonnummer i Paris. Inden jeg lagde på, bad jeg hende beskrive landskabet omkring Conques. Det undrede hende sikkert, at jeg ikke spurgte mere til huset, men jeg var ikke køber, og i begyndelsen var det først og fremmest Conques som interesserede mig.

            Min utålmodighed fik mig til at glemme alt om min influenza, og inden længe befandt  jeg mig i den franske boghandel på jagt efter en bog med et billede af Conques. Den ældre dame i telefonen havde forklaret mig, at byen befandt sig i den central-sydvestlige del af Frankrig, så jeg begyndte at bladre i de store bøger helliget Auvergne og Midi-Pyrenées. Det varede ikke længe inden jeg fandt, hvad jeg ledte efter: i en af bøgerne åbnede der sig et trefløjet billede taget ovenfra ned imod en fold i de skovklædte grønne bjerge hvor en streng, romansk kirke på størrelse med en mindre katedral rejser sig som en fåmælt hyrde imellem en klynge af stejle, grågyldne skifertagrygge.

            Det var som et déjà vu. Jeg kendte det sted, jeg havde været der før. Men hvornår? Jeg havde aldrig været i den egn af Frankrig med mine forældre og heller ikke alene; det var jeg overbevist om.

            Den eneste måde at løse gåden på var at tage derned. Jeg måtte derned! Jeg greb telefonen og ringede til min bedste ven for at høre om han kunne tage med.

– Hvor er Conques? spurgte han.

– To tusind kilometer herfra. I Sydvestfrankrig.

– Og hvad skal du der? Købe et hus?

– Selvfølgelig. Noget skal jeg jo investere min gæld i! Næ, jeg er bare nødt til at tage derned.

– Og hvornår skal vi afsted?

– Om to timer. Okay?

            Vi kørte det meste af natten og kom frem til Paris om eftermiddagen næste dag. Husets ejer – en elegant, yngre mand – tog imod os.

– Siden De er kommet kørende hele vejen fra København, er jeg ikke i tvivl om at De vil fortsætte til Conques under alle omstændigheder. Der er derfor ingen grund til, at jeg forklarer Dem nærmere om mit hus. Conques er bygget op ad en bjergside og er meget stejl. Faktisk er flere af gaderne snarere trappegyder. Den letteste måde at finde huset på er at spørge efter Monsieur Bousquet. Ham kender alle. Han har nøglen og kan vise Dem rundt.

            Det var søndag morgen, da vi så Sainte Foy kirken dukke op for enden af vejen som leder fra Dourdou floden op til byen. Følelsen af et  déjà vu, som jeg havde haft, da jeg så billedet af Conques i den franske boghandel i Conques, vendte tilbage.

– Jeg parkerer her, sagde jeg til min ven. Lad os gå lige op til huset. Jeg kan ikke vente med at se det!

 – Jamen skulle vi ikke først spørge efter Monsieur Bousquet? Hvordan skal vi ellers finde huset?

– Det er ikke noget problem. Jeg ved udmærket, hvor huset er! Vi kan spørge efter Monsieur Bousquet bagefter. Men jeg vil først se huset udefra.

            Vi vandrede i zigzag op ad flere af gaderne, som snarere var trappegyder, og med ét stod vi lige foran et hus med en falmet “Til salg” skilt klistret på døren. Min ven stirrede på mig, som om han ikke kunne tro sine egne øjne og havde brug for mig til at overbevise ham om, at det ikke var nogen drøm.

– Jeg er godt klar over, at du vil tro at har knald i låget, sagde jeg, men jeg kender huset. Jeg kan give dig en beskrivelse af det fra kælder til kvist!  Hvilket jeg gjorde, og bagefter gik vi ned og fik fat i Monsieur Bousquet. Vi lærte ikke meget nyt under hans rundvisning, fordi det viste sig, at min beskrivelse havde være temmelig nøjagtig.

            Jeg spurgte Monsieur Bousquet om han havde noget imod at vi tilbragte en nat i huset. Det mente han ikke, at der kunne være noget i vejen for. Vi havde jo allerede snakket med ejeren i Paris.

            Den nat rullede jeg mig sammen på en chaiselongue i det store værelse ovenpå. En mærkelig følelse af endelig at være kommet hjem kom over mig, og den nat drømte jeg igen drømmen om den brændende kirke, som havde hjemsøgt mig ti år tidligere.

            Da jeg kom tilbage til Danmark vidste jeg, at jeg var nødt til at bo i huset i Conques, og selv om jeg ikke havde en øre, begyndte jeg at forhandle med ejeren i håb om, at noget ville ske, som ville få min drøm til at gå i opfyldelse.

            Sainte Foy betyder “Sankt Tro” (på spansk Santa Fe), og den lille helgeninde som led martydøden i 303, da hun kun var tretten år gammel, skulle, efter navnet på hendes mirakler at dømme –  de blev kaldt les jeux et badinages de Sainte Foy – have været en pige fuld af spillopper. Det vil jeg gerne tro, for tre år efter mit besøg i Conques skete der et lille mirakel i mit liv, som gjorde det muligt for mig at gøre en udbetaling på huset.


(Digtet Conques – la quête” fra Delta, min nye bog-plade med Polyfonías Poetry Projekt, som – hvis Sainte Foy sender os et smil – vil blive udgivet i efteråret 2013.)